Sammenligning af havemaskiners lydniveau

Opdateret:
18. december 2025

Hvad er lydniveauet for de forskellige havemaskiner – og skal du vælge el-, benzin- eller batteridrevne modeller for at få de mest støjsvage?
Det undersøger vi i denne artikel.

1

Sammenligning af lydniveau

Lydniveauer for havemaskiner kan variere meget afhængig af typen, drivkraften og den specifikke model.

I artiklen sammenligner vi primært ud fra lydeffekt, LwA (dB(A)), fordi den er standardiseret og uafhængig af afstand og omgivelser. Når vi taler om, hvad brugeren faktisk hører ved øret, henviser vi til lydtrykniveau, LpA (dB(A)).

Kort sagt: LwA er bedst til sammenligning på tværs af maskiner; LpA er bedst til vurdering af brugerens eksponering og valg af høreværn.

dB(A) angiver lydniveau på en logaritmisk skala (A-vægtet, så det svarer til menneskets hørelse).

  • +3 dB ≈ dobbelt lydenergi.
  • +10 dB ≈ ti gange lydenergi og opleves typisk som omtrent dobbelt så højt.

Grafen nedenfor sammenligner lydeffektniveau (LwA, dB(A)) på tværs af almindelige havemaskiner.

Grafen viser, at batteridrevne havemaskiner generelt larmer mindre end el- og benzindrevne modeller. De larmer typisk med omkring 3–5 dB(A) mindre. Desuden ses det, at robotplæneklippere skiller sig ud som den klart mest støjsvage type.

Lydeffektniveauet i grafen er beregnet som gennemsnittet for hver produktgruppe.
Eksempel: Gennemsnittet for de 61 batteri-hækkeklippere i vores sammenligning er 90 dB(A).

Tabellen nedenfor viser for hver produktgruppe:

  • Gennemsnitlig lydeffekt (LwA) og gennemsnitligt lydtryk (LpA)
  • Laveste og højeste målte lydeffekt inden for produktgruppen
  • Laveste og højeste målte lydtryk inden for produktgruppen
Produktgruppe (antal) Lydeffekt, LwA (gns.) Lydeffekt, LwA (min-maks.) Lydtryk, LpA (gns.) Lydtryk, LpA (min-maks.)
Batteri-hækkeklipper (61) 90 dB(A) 82-98 dB(A) 79 dB(A) 68-86 dB(A)
El-hækkeklipper (27) 95 dB(A) 90-98 dB(A) 85 dB(A) 76-90 dB(A)
Batteri-løvblæser (20) 91 dB(A) 80-105 dB(A) 78 dB(A) 60-88 dB(A)
El-løvblæser (3) 101 dB(A) 96-108 dB(A) 87 dB(A) 83-96 dB(A)
Kompostkværn (15) 95 dB(A) 87-104 dB(A) 87 dB(A) 81-96 dB(A)
Batteri-plæneklipper (73) 90 dB(A) 83-96 dB(A) 78 dB(A) 67-85 dB(A)
El-plæneklipper (31) 93 dB(A) 88-96 dB(A) 82 dB(A) 73-90 dB(A)
Benzin-plæneklipper (27) 95 dB(A) 85-98 dB(A) 84 dB(A) 76-88 dB(A)
Robotplæneklipper (72) 60 dB(A) 54-67 dB(A) 52 dB(A) 41-60 dB(A)
Batteri-græstrimmer (34) 88 dB(A) 82-94 dB(A) 77 dB(A) 71-86 dB(A)
El-græstrimmer (9) 92 dB(A) 84-95 dB(A) 78 dB(A) 74-83 dB(A)
Batteri-vertikalskærer (8) 88 dB(A) 72-95 dB(A) 75 dB(A) 60-81 dB(A)
El-vertikalskærer (17) 95 dB(A) 90-100 dB(A) 82 dB(A) 73-89 dB(A)

Du kan også se vores sammenligning af lydniveau for hvidevarer.

2

Lydtrykniveau og lydeffektniveau: Hvad betyder de

  • Lydtrykniveau, LpA (dB(A)): Det målte lydniveau på et bestemt sted (fx ved operatørens øre). Det afhænger af afstand, omgivelser og arbejdsmetode. Bruges til at vurdere, hvad brugeren hører, og om der er behov for høreværn.
  • Målt lydeffektniveau, LwA (dB(A)): Støjen, der kommer ud af maskinen, uafhængigt af afstand. God til sammenligning på tværs af produkter.
  • Garanteret lydeffektniveau, LwAG (dB(A)): Den støj, som producenten garanterer, at et produkt højest udsender. Den fastsættes ved, at man måler lydeffektniveauet og lægger en sikkerhedsmargin til.

Informationen omkring lydeffektniveau og lydtryksniveau finder du typisk i manualen til din havemaskine.

3

Hvorfor betyder lydniveauet noget?

Støj kan være en vigtig faktor, når du vælger plæneklipper, hækkeklipper eller løvblæser. Lydniveauet påvirker både din egen komfort, dine naboers hverdag og i sidste ende, hvor ofte og hvornår du får brugt maskinen.

Lavere støj gør arbejdet mindre trættende. Mindre støj betyder også mindre risiko for høreskader, selvom høreværn stadig anbefales ved de fleste motoriserede maskiner.

Stille havemaskiner er lettere at bruge tidligt om morgenen eller sidst på dagen uden at genere andre. Mange boligforeninger og kommuner har desuden retningslinjer for støjende arbejde; et lavere lydniveau giver dig større fleksibilitet.

Decibel-skalaen er logaritmisk. En ændring på 3 dB er tydeligt mærkbar, 5 dB er en stor forbedring, og 10 dB opleves omtrent som en fordobling i lydstyrke. Derfor kan det betale sig at vælge modellen med bare få dB(A) lavere værdi.

Copyright © 2025 Reoverview.dk
CVR: 35647430